Devise-forestillinger af Dansk Talentakademis musical & teaterlinje

To musicalforestillinger på 9 dage? 

Hvert år laver 2. og 3. årgang devise-forestillinger, hvor de selv sammensætter og performer deres egne musicalforestillinger. I år gjorde de det på kun 9 dage. Kun med få instruktioner af deres undervisere. Det blev i år til de to forestillinger Du er (ikke) alene og Indenfor 4 vægge

På Dansk Talentakademis musical- og teaterlinje er det nye år for alvor blevet skudt i gang. Eleverne fra 2. og 3. årgang blev kastet ud i at lave deres årlige devise-forestillinger. Her fremtryllede eleverne to forskellige musicalforestillinger på kun 9 dage. To forestillinger, som eleverne selv havde sammensat. Med et krav; de skulle både synge, danse og spille skuespil i forestillingen.
 
Søndag og mandag stod de i rampelyset på scenerne, da forestillingerne blev spillet for et fuldt publikum på Dansk Talentakademi. Efter at de kun ni dage forinden var begyndt på forberedelserne.
 
Om de to forestillinger:
 
Du er (ikke) alene – 2. årgangs forestilling handlede om de usikkerheder, som vi alle kan gå rundt med. Alt efter hvilken alder man har, er usikkerhederne forskellige.
Hos unge kan det være alt lige fra, FOMO, til om man har de rigtige, par sokker på i skole. Det kan let komme til at føles ensom. Budskabet er: Husk, du er (ikke) alene.
 
“Indenfor 4 vægge” – 3. årgang havde skabt en forestilling om alt, hvad der sker på værelset, både når man er sammen med sine venner, og når man er alene. Det er det sted, man søger hen, når man har brug for at være helt sig selv. Men også et sted, man ikke altid føler sig tilpas. Forestillingen var inspireret af elevernes egne oplevelser, både fra barndommen og fra livet på et kollegium 
 
Fotos af: Jacob Tazrei