Kan du fortælle om din vej fra talentakademiets forfatterlinje og så til udgivelsen af din første bog?

– Jeg startede på romanen et par måneder efter, at jeg var dimitteret fra forfatterlinjen. Målet var at skrive en længere tekst – efter tre år med masser af skriveøvelser, korte tekster og noveller. Det skulle ikke nødvendigvis være romanlængde, men det skulle være en længere sammenhængende tekst, det ville jeg øve mig i – og bevise overfor mig selv, at jeg godt kunne.

Jeg skrev på romanen i cirka 1,5 år. I lange perioder skrev jeg ikke, først havde jeg travlt med arbejde og senere tog jeg på højskole i Norge i et år – højskolen var meget langt fra skrivningen og det miljø jeg havde været i på DTA, det var en skole med fokus på selvforsyning, klimaet og traditionelt håndværk. Jeg trængte til noget andet, en pause fra at sidde stille indenfor foran en bog eller computeren. 

Det endte dog med at det blev der, på højskolen, at jeg færdiggjorde romanen. Jeg sendte den ind, og tre uger senere skrev Byens Forlag, at de var interesserede. De gav mig en måned til at lave et nyt udkast ud fra deres kommentarer. Det blev nogle intensive uger, hvor jeg bare skrev og skrev, men de kunne lide det, og sagde ja til at udgive.

Hvad laver du i dag?
En lille måned efter at jeg havde skrevet kontrakt med Byens Forlag, fik jeg besked om, at jeg var optaget på Forfatterstudiet i Bø. Jeg troede, at det ville være mit drømmestudie, et år hvor jeg bare fik lov til at skrive, men det føltes ikke helt rigtigt, da jeg fik meldingen. Så jeg takkede nej. 

Senere fik jeg tilbudt en plads på det Konstnärligt kandidatprogram i litterär gestaltning på HDK-Valand, Göteborg Universitet. Jeg sagde ja til pladsen, og nu er det her, at jeg er.

Hvad har talentakademiet betydet for dig?
Talentakademiet var det sted, hvor jeg boede i tre år, det var mit hjem og mit yndlingssted. Jeg så frem til undervisningen på forfatterlinjen hver gang, og det kunne redde enhver lidt lang dag på gymnasiet at vide, at der var forfatterundervisning om eftermiddagen. Det har betydet helt utrolig meget for min skrivning, det er klart, men nogle af mine bedste venskaber er også derfra, så det er et vigtigt, fint sted på alle måder.

Om romanen ”Mikadomennesker”
Iben er i tyverne og arbejder på et plejehjem, det er bare midlertidigt, indtil hun ved, hvad hun vil. Hun cykler til og fra plejehjemmet hver dag, holder øje med om flaget er hejst helt eller halvt og prøver at forstå døden og stjernerne og tiden, der går.

Hun bor i et lejlighedskompleks i en gul villa, hvor de i alt er otte unge mennesker. Omkring hende flytter folk ud og ind, de bevæger sig, og Iben prøver at finde ud af, om hun skal følge med og i så fald i hvilken retning. Det er en periode, hvor alting snart forandrer sig, vejrtrækningen inden voksenlivet ruller, Iben prøver at finde balancen, holde fast og samtidig være på vej fremad.

Mikadomennesker er en roman om at være i tyverne og blive i tvivl om alt. Om at finde en plads, regne sig selv ud og forsøge at erobre livet – samtidig med at det forsvinder omkring en.

Uddrag fra romanen
Hun nikker, siger: “Jeg sagde til hende, at hun ikke måtte dø først.” 

“Du savner hende?”

“Jeg savner hende så meget, at jeg altid har ondt i maven.” Hun holder en pause, fortsætter: “Hun skulle ikke dø først. Jeg sagde til Gud, at han ikke må tage de bedste, for dem har vi selv brug for. Han kan tage dem i anden række, det er ikke pænt sagt, men hvad skal man sige. Han må ikke tage de bedste, hende, men han lyttede ikke.”

“Det er fint sagt.”
“Hvad?”
“At vi selv har brug for de bedste.”
“Det har vi.”
“Ja.”
Hun siger, at hun ikke er sulten længere, og jeg tager tallerkenen ud. Da jeg kigger til hende, inden jeg går, ligger hun igen på siden og kigger ud ad vinduet mellem gardinerne, der er trukket halvt fra.