Færchfonden støtter to store projekter på Dansk Talentakademi
Stor udvikling af Dansk Talentakademis film- og danselinje med Færchfondens støtte
Færchfonden har valgt at støtte op om to nye, store projekter, som er med til at udvikle og støtte talentmiljøet på Dansk Talentakademi – og i Holstebro generelt. Med støtten vil vi skabe et filmisk kraftcenter på campus og give et internationalt boost til danselinjen.
FærchFonden støtter op om to nye, store initiativer, som vil styrke og udvikle talentudviklingen på Dansk Talentakademi i Holstebro.
”Færchfondens støtte er utroligt værdifuld for os på Dansk Talentakademi. Den gør det muligt at gennemføre nye projekter og initiativer, som skaber udvikling og giver de unge kunstnere de bedste rammer til at udfolde deres talent. Vi glæder os meget til at føre projekterne ud i livet,” siger Ivar Brændgaard, bestyrelsesformand ved Dansk Talentakademi
Midlerne er fra Færchfondens støtte til initiativ, foretagsomhed og opfindsomhed inden for iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse. Her modtager Dansk Talentakademi i år midler til to projekter ud af de 24 projekter, der er blevet udvalgt i puljen. Støtten går til to af vores linjer, danselinjen og filmlinjen, som med midlerne på hver sin måde fremmer talentudviklingen og skaber udvikling, nye muligheder og styrkede talentmiljøer for unge kunstnere.
Filmisk kraftcenter i Vestjylland
Én af de to projekter handler om at skabe et ”filmisk kraftcenter” på Dansk Talentakademi. Filmlinjen er blevet tildelt 400.000 af Færchfonden til at udvikle linjen, så der bliver skabt et attraktivt filmmiljø i Holstebro – og så eleverne bliver klædt endnu bedre på til at skabe karriere inden for filmbranchen.
”Vores konstante mål er at styrke og udvikle en stærk kunstnerisk filmlinje på højt niveau forankret i det vestjyske, og vi er fantastisk glade for at Færch deler den idé, og har valgt at støtte os i den mission,” siger Sebastian Cordes, linjeleder på Dansk Talentakademis filmlinje.
Projektet skal være med til at styrke samarbejder, som gør det muligt at gøre Holstebro til et stærkt kraftcenter inden for filmmiljøet i Jylland. Der bliver her udbygget de i forvejen etablerede netværk til bl.a. CPH:DOX, Århus Filmværksted, Den Vestdanske Filmpulje, Super8 og Musikkonservatoriet og etableret en mentorordning direkte i undervisningen med Filmskolen Doktrin i Århus. Linjen skal desuden have et teknisk løft af filmudstyr osv., så eleverne kan imødekomme de krav om kvalitet, som deres professionelle samarbejdspartnere kan have.
“Vores ambition er at gøre linjen mere professionel og løfte den til at blive en integreret del af lokalsamfundet – og videre ud endnu – og det vil støtten her sætte fart under. Den skal være med til sørge for, at eleverne via Dansk Talentakademi udvider deres netværk, deres faglighed og bliver trænet i at skabe en karriere i den visuelle branche, og blive en del af fremtidens filmfortællere,” fortæller Sebastian Cordes.
Internationalt boost af dansen i Holstebro
Dansk Talentakademis danselinje har også modtaget midler, som kan bidrage til værdifuld udvikling på linjen og styrke Holstebros dansemiljø. Projektet fokuserer på at fremme internationale samarbejder og sikre, at talenterne fra Dansk Talentakademi fortsat optages på uddannelser i hele Europa.
Danselinjen har fået tildelt 325.000 kroner fra Færchfondens pulje til blandt andet at etablere faste samarbejder med internationale institutioner, arrangere forløb med huskunstnere fra hele verden og invitere tidligere elever fra hele Europa tilbage til Holstebro.
“Det betyder enormt meget for os, at vi er blevet tildelt støtte til projektet. Dansens sprog er universelt, og det er både berigende og udviklende for vores dansere på DTA at opleve, hvordan vi kan samarbejde og inspirere hinanden på tværs af geografi og kultur. Vi har elever på danselinjen, som brænder for at arbejde internationalt, og med denne støtte udvider vi deres muligheder for at skabe sig en karriere inden for international dans, ” udtaler Lene Bonde, linjeleder på Dansk Talentakademis danselinje.
Projektet har til formål at fremme et internationalt perspektiv for akademiets danselinje og tiltrække flere internationale kræfter til byen. Dansemiljøet i Holstebro har allerede en solid international profil, men på Dansk Talentakademi ser vi frem til med udgangspunkt i de unge talenter at udvikle det internationale DNA i dansemiljøet endnu mere.
Vi vil undersøge nye potentielle samarbejdsmuligheder med førende danseuddannelser og styrke de allerede etablerede forbindelser, fx samarbejdet med det internationale dansenetværk EurAsia. Vi vil også invitere dygtige internationale dansekunstnere til Holstebro for at arbejde sammen med vores elever og opleve det rige dansemiljø, som byen har at byde på.
“Danselinjen rummer et betydeligt internationalt potentiale, som vi nu har mulighed for at udfolde yderligere, takket være støtten fra Færchfonden. Vi værdsætter opbakningen fra Balletskolen Holstebro og Holstebro Dansekompagni, og jeg ser frem til at øge den internationale aktivitet i Holstebro endnu mere,” fortæller Lene Bonde.
OM FÆRCH FONDEN
Færchfonden er en erhvervsdrivende fond, der blev stiftet i 1984 af Kirsten og Jørgen Færch. Fonden understøtter Nordvestjyllands foretagsomhed, vækst og tiltrækningskraft gennem udvikling af iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse. Læs mere her: https://faerchfonden.dk/
OM DANSK TALENTAKADEMI
Dansk Talentakademi er en kunstskole i Holstebro for kreative unge fra 16 til 25 år, der har lyst til at dyrke og udvikle deres kunstneriske udtryk. Her kan de vælge mellem linjerne dans, forfatter, film, musical & teater og kunst & design. På Dansk Talentakademi får de rammerne til at udfolde deres talent, bruge deres nysgerrighed og blive klogere på deres egen og andres kunstformer.