Skriveforløb med Signe Frederiksen på Forfatterlinjen

Elever fra Forfatterlinjen har dannet et skriftkollektiv

Forfatterlinjen har gennem et forløb med gæsteunderviser Signe Frederiksen arbejdet med performative tekstværker på Forfatterlinjen. Inspireret af undervisningsforløbet har 4 elever fra linjen dannet et skriftkollektiv, som har optrådt flere gange med deres performative og kollektive "stemme".

På Forfatterlinjen arbejder eleverne med og på tværs af forskellige genrer indenfor skrivekunst. Ofte tilrettelægges undervisningsforløb ud fra elevernes egne ønsker og interesser.

Forløbet med gæsteunderviser Signe Frederiksen tog netop form efter en interesse for at arbejde dybere med kollektiv skrift for flere stemmer. Eleverne var inspireret af det anmelderroste skriftkollektiv “Blod Måne Søndag”, der består af fire, yngre digtere, Dorte Limkilde, Mette Kierstein, Ronja Johansen og Fine Gråbøl, som gæstede Holstebro, hvor Forfatterlinjen oplevede deres performative oplæsning.

Kollektivt skrive-forløb med Signe Frederiksen
Signe Frederiksen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013 og Academie der Bildenden Künste i Wien. Hun arbejder med tekstbaserede og performative værker, og har desuden arbejdet redaktionelt med udgivelser. Signe Frederiksen er bosat i Brussels, hvor hun fra 2019-2020 deltager i programmet A.pass – advanced performance and scenography studies.

Signe Frederiksen formulerede et undervisningsforløb for Forfatterlinjen:

Situeret skrivning
Hvad betyder de forhold, jeg arbejder og lever under, for mit kunstneriske arbejde?

Hvordan kan jeg tænke over forfatter- eller kunstnerrollen i mit arbejde?

Hvad er forholdet mellem mig selv og et autobiografisk jeg i min tekst?

I forløbet vil vi beskæftige os med forfatteren og kunstneren som situeret. Det betyder, at vi vil forholde os til vilkårene for det kunstneriske arbejde, for eksempel til de specifikke sociale, økonomiske og institutionelle rammer. Vi vil arbejde ud fra den betragtning, at det at forholde sig til ens eget udgangspunkt er et politisk foretagende.

I forløbet skal vi arbejde med en række kollektive samtaleøvelser. Disse øvelser vil være grundlag for jeres individuelle skrivning. Vi skal desuden diskutere eksempler på forfattere og kunstneres arbejder, blandt andre tekster og tekstbaserede videoværker af Moyra Davey, Adrian Piper, Terre Thaemlitz, Chris Kraus, og andre. Derudover skal vi tale om det, I skriver undervejs i forløbet.

 

Kollektiv skrift og flerstemmig oplæsning
Med udgangspunkt i elevernes interesse for digtkollektivet BMS og i mit eget arbejde med tekster til oplæsning af en gruppe, skal vi arbejde med skrift der er tænkt til at blive fremført af flere stemmer.

Vi skal se på eksempler på skrivende, der arbejder med flerstemmig oplæsning.

Vi skal se på måder at notere rytme og flerstemmighed og vi skal arbejde med oplæsningens performative elementer.

I grupper skal I skrive en tekst til oplæsning af mindst to stemmer. Vi opfører teksterne for hinanden.

 

Forfatterlinjens eget skriftkollektiv
Efter forløbet arbejdede 4 elever videre med den kollektive skrivningsproces og eksperimenterede med virkemidler fra den performative oplæsning.

Skriftkollektivet fik deres offentlige debut med flere optrædender og fremførelse af deres vinterdigt.

Amalie fra Forfatterlinjen fortæller:

Forløbet med Signe var frem for alt utrolig lærerigt. Jeg lærte, hvor vigtig stemmen er, når man skal læse en tekst op, og hvordan arbejdet med oplæsningen kan give teksten et nyt udtryk. Derudover lærte jeg nye måder at skrive og skabe tekster på, som fungerer godt i skrivekollektiver. Der er helt bestemt metoder, som vi selv har taget med videre og nu bruger, når vi udvikler tekster i vores skrivekollektiv.

Lea fra Forfatterlinjen fortæller:

I dette forløb fandt jeg ud af, at der er rigtig mange forskellige måder at gribe det at skrive an på. Det behøver bestemt ikke kun være noget, man gør alene; skrivning kan sagtens være noget man gør i fællesskab. Jeg fandt også ud af, at der er mange forskellige måder at læse sin tekst op på. At oplæsning ikke bare er oplæsning, men at det kan blive til en hel performance.

Astrid fra Forfatterlinjen fortæller:

Gennem forløbet med Signe fik vi både mulighed for at undersøge og lege med det at skrive og oplæse kollektivt. Det var utrolig spændende at opdage, hvad det kan give til en tekst at være flere om at skrive den, og ikke mindst hvad det kan give at udfordre den klassiske oplæsning.