KUNST- OG DEBUTFILM: 'SUPERDETERMINISME - EN VERDEN UDEN FRI VILJE'

Medlem af Filmteamet har vundet prisen “Best First Time Director” hos Best Istanbul Film Festival

Filippa Le Févre Rasmussen startede på Musical & Teaterlinjen i 2016 og efter 3 år på linjen, tog hun et ekstra 4. år på Danselinjen og dimitterede fra Dansk Talentakademi i 2020.

Efter Dansk Talentakademi blev hun en del af Nordisk Teaterlaboratoriums skuespillerensemble ved Odin Teatret. Men Filippa er stadig tilknyttet Dansk Talentakademi, hvor hun er medlem af vores Filmteam.

Det lykkedes at fange Filippa på telefonen, mens hun havde pause på en travl dag med forestillinger hos Odin Teatret. Og hun ville gerne fortælle om sin kunst- og debutfilm, som netop har vundet en pris og lige nu er udvalgt og udnævnt til “Official Selection” hos Shenandoah Youth Film Festival:

 

– Jeg fik idéen til min kortfilm under lockdown, hvor jeg pludselig havde mere tid. Jeg havde skrevet et manus og havde brug for hjælp til at realisere min idé. Jeg skulle bruge skuespillere og så videre og det lykkedes heldigvis at samle et godt hold, der var
med på idéen.

 

– Mit manus tager udgangspunkt i dramatikeren Bertolt Brechts teknikker, som jeg har puttet ind i et filmisk rum, hvor jeg har arbejdet med en særlig symbolik og nogle spilleregler. Idéen kom fra tv-serien ‘Cosmos: Possible Worlds’. Her blev jeg optaget af determinismen, fraværet af den frie vilje, alt er forudbestemt. Det er jo i sig selv skræmmende. Mange unge er i dag overvældet af tvivl, da de er enormt fokuserede på at træffe de rigtige valg.

Derfor skabte jeg et univers, hvor alle er bevidste om, at vi ikke har nogen fri vilje. Med det Bertolt Brecht’ske indover er symbolikken, at her er ingen empati, ingen følelser, alle er bare
observerende. Jeg har så derudover leget videre med de filmiske virkemidler. Min kortfilm er en stumfilm med voiceover og musik. Musikken er skabt af MGK-eleven Christina Gramstrup Madsen og vi har sammen lavet lyden. Særligt musikken er i stor kontrast til billederne og den idé var Christina helt med på.

Film er sådan et fedt medie, fordi man virkelig kan eksperimentere, gemme symbolikker og f.eks. kan man på film fuldstændig styre hvad øjnene ser i forhold til teater.

Lige nu er min film indsendt til flere filmfestivaler og ifølge reglerne, må man ikke offentliggøre de indsendte film, mens de er til screening hos de forskellige festivalers juryer og bedømmelsesudvalg. Men jeg regner med, at jeg må offentliggøre den til november.

Screenshots fra filmen