D. 28. juni fik Holstebro og bl.a. Dansk Talentakademi besøg af kulturminister Joy Mogensen
Under besøget mødte kulturministeren et engageret elevhold og blev præsenteret for de kunstneriske grundkurser og det tætte samarbejde på tværs af kunstarterne
Vi var enormt glade for besøget, hvor vi fik vist rundt i Campus og fortalt om Holstebros særlige tværfaglige miljø for bæredygtig talentudvikling, hvor de unge møder faglige institutioner indenfor alle kunstarterne.
Programmet for kulturminister Joy Mogensens besøg hos Dansk Talentakademi forløb sådan:
Velkomst og introduktion til de kunstneriske grundkurser i Holstebro:
- Velkomst ved borgmester H.C. Østerby, som gav ordet til leder af Talentakademiet, Søren Taaning, som bød velkommen sammen med leder af MGK MidtVest, Jens Dammeyer Sørensen.
- Rundvisning i Campus, hvor der blev vist rundt på alle etagerne i fællesarealerne og boligmiljøet.
Frokost og elevindslag i Multisalen
- Jens Dammeyer Sørensen fortalte om de særlige tiltag på MGK og præsenterede Johannes Debel Christensen, der performede en af hans egne sange.
- Søren Taaning fortalte om vores filmmiljø og præsenterede Filippa Le Févre Rasmussen fra Filmteamet, der fortalte om, hvordan hun har brugt Talentakademiet og hvordan hun stadig er en del af filmmiljøet. Filippa viste et klip fra sin film ”Superdeterminisme”.
- Søren Taaning præsenterede Frida Billeskov fra Danselinjen, der fortalte om sig selv og hvordan hun har brugt Dansk Talentakademi som afsæt for sin optagelse på Den Danske Scenekunstskole. Frida viste sin dansevideo, som er hendes afgangsprojekt.
- Søren Taaning præsenterede Ida Jensen og viceleder Kim Harris læste en tekst op på vegne af Amalia Hyldahl fra Kunst & Designlinjen, der er optaget på henholdsvis kunstakademiet i Edinburgh og Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. Ida fortalte om, hvordan hun bl.a. gennem arbejdet med vores musicals har fået interesse for at arbejde med kostumer. Amalia beskrev vores mentorordning, som hun har brugt, samt mødet med kunstnere, som har udstillet på kunsthallen i Huset for Kunst og Design.
- Ellen Fjord fra Musical & Teaterlinjen præsenterede sig selv og fortalte om, hvordan hun har brugt linjen som afsæt for sin optagelse på Musicalakademiet i Fredericia, hvorefter hun performede en sang.
- Søren Taaning og Joshua Wright, som er elev på Danselinjen og en del af vores projektteam, præsenterede Talentakademiets iværksættermiljø og elevernes projektarbejde.
- Opsamling og dialog med ungepanelet.
- Solo koreograferet og danset af Emilija Rudzite fra Danselinjen, som blev skabt til linjens forestilling FAR BEYOND.
Mange tak for besøget!
TV MIDTVEST Nyhederne
Se et lille klip fra kulturministerens besøg i nyhedsindslaget fra d. 28. juni 2021:
Tak for fotos:
Charlotte May Felsted Christiansen fra Musical & Teaterlinjen