Kom til et gratis workshop-forløb om lydkunst
Spændende workshop-forløb om lydkunst på Dansk Talentakademi
Er du nysgerrig på lyd og lydkunst - og vil gerne dykke mere ned i lydens univers? Så kom til et inspirerende lydkunst-forløb hos Dansk Talentakademi, hvor du kan lære meget mere om lyd, lydkunst og lytning
Hvis du har lyst til at lære om lyd og lydkunst, så kan du fra slutningen af januar deltage i et spændende forløb om lydkunst på Dansk Talentakademi. Forløbet er gratis, og du kan tilmelde dig ved at skrive til kontor@talentakademi.dk.
Forløbet består af tre workshops, som afholdes i januar-april 2024. Læs mere om de forskellige workshops herunder:
1.Workshop: Lytning som kunstnerisk praksis
Tid: Tirsdag d. 30. januar 2024. Kl. 16:15 – 20:00
Sted: DTA, Helgolandsgade 24, 7500 Holstebro
Oplægsholdere: Bureau for Listening: Lukas Quist Lund (DK) og Randi Lindholm Hansen (DK)
Beskrivelse: Få faglig og praktisk indsigt i Bureau for Listenings arbejde og virke, og lær at forstå lytning som en praksis og et tværfagligt fænomen, som understøtter en lang række relevante processer. Lukas og Randi vil demonstrere, hvordan dét at lytte er mere end blot at høre og registrere lydsignaler. Centralt for denne workshop vil være en styrkelse af dine praktiske evner til selv at udvikle egne lyttepraksisser og arbejde med lyd og lytning med udgangspunkt i kunsten og i kontekst af en forbundet verden.
Bureau for Listening er et interdisciplinært kunstnerkollektiv, en research- og udgivelsesplatform, samt et performativt koncept, som arbejder for at forstå, promovere og udvikle lytning som en kritisk, empatisk og kunstnerisk praksis.
For mere info: https://bureauforlistening.com/
2. Lydkunstens Rejse gennem Nægtularisme og Feminisme
Tid: Tirsdag d. 2. april 2024. Kl. 16:15-20:00
Sted: DTA, Helgolandsgade 24, 7500 Holstebro – herefter er der buskørsel til Sound Art Lab i Struer, hvor workshoppen afholdes. Bussen kører fra Struer kl. 20.
Oplægsholder: Dalin Waldo (IR/RO)
Beskrivelse: Dyk ned i lydkunstens magiske verden under denne intensive 4-timers workshop, der udforsker nægtularisme og feministiske perspektiver. Vores guide, Dalin Waldo, en esoterisk ingeniør entusiast og medgrundlægger af neo-fluxus antikunstbevægelsen Nægtularism, vil tage dig med på en rejse fyldt med lyde fra gamle sovjetiske synthesizere, intuitive interfaces software og et feministisk indbliki lydkunst og teknologi.
For mere info: https://www.konstmusiksystrar.se/members/dalin-waldoooooo
3. Workshop: Hvad og hvor er lyden? Hvad gør den ved dig, og hvad kan du gøre med den?
Dato: Tirsdag d. 30. april 2024. Kl. 16:15-20:00
Sted: DTA, Helgolandsgade 24, 7500 Holstebro
Oplægsholder: Niels Bjerg (DK)
Beskrivelse: En workshop om lytning og om at forholde sig kunstnerisk til lyd og rum i enhver praksis. I workshoppen vil vi arbejde teoretisk og praktisk i krydsfeltet mellem lyd, rum, koncept, design og arkitektur og der vil indgå praksisøvelser og referencer til bl.a. David Lynch, Pauline Oliveros, Dennis Smalley, Francois Bayle, Bernie Krause og Jana Winderen. Sidst men ikke mindst vil vi forholde os konkret til de felter og fagligheder, der repræsenteres blandt deltagerne, for at blive klogere på, hvordan lydkunstfaglige koncepter og praksisser kan udvide deltagernes udtryksmuligheder.
Niels Bjerg er komponist, musiker og lyddesigner og en del af musik- og dansekompagniet WEGO sammen med koreograf Kirstine Kyhl Andersen. Gennemgående for WEGO er en koreografisk tilgang til spatialisering af lyden, og dans og bevægelse har ofte en direkte funktion i musikken og er ofte noteret i partituret. I de seneste produktioner har WE GO arbejdet med akusmatisk spatialisering, mobile højtalere og binaural lyd. Med guitarsekstetten Cirklen har Niels siden 2009 arbejdet med særlige placeringer og bevægelser af instrumenter og blandt andet også korsangere i forhold til publikum.
For mere information: http://wego.dk/niels
Workshop-forløbet på Dansk Talentakademi er støttet af Kulturaftalen og er et samarbejde mellem Sound Art Lab og Dansk Talentakademi.