Vild med fantasy?
Kom til gratis fantasy workshop den 9.-10. februar på Forfatterlinjen!
Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi åbner dørene for undervisningen den 9. og 10. februar kl. 10-14, når de får besøg af fantasy-forfatter Lene Dybdahl. Og du kan komme med!
Er du 14-25 år og vild med fantasy? Så har du nu mulighed for at deltage i en weekend-workshop med den anerkendte fantasyforfatter Lene Dybdahl. Her kommer du til at lære en masse om genren, hvordan man laver plot og opbygger verdner. Måske får du selv blod på tanden og går i gang med dine egne historier?
Lene Dybdahl er bl.a. kendt for fantasytrilogien ”Nøglens vogtere” og senest ”Blodbæst” (2017). Hun underviser også i at skrive romaner. Hendes bøger kan betegnes som historisk fantasy, hvor den historiske roman bliver blandet med fantastiske elementer.
Hvis du vil deltage i workshoppen skal du blot skrive en mail til afdelingsleder på forfatterlinjen Maria Hesselager på maria@talentakademi.dk. Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser.
Har du en forfatter i maven?
Forfatterlinjen på Dansk Talentakademiet optager hver sommer nye elever, så hvis du er fra 15-25 år og elsker at skrive, har du muligheden for at søge ind.
– Vi glæder os til at høre fra en masse skriveglade unge. Hvis man vil søge ind hos os, skal man bare sende en lille tekstprøve på to-tre sider og en halv side om sig selv, og hvorfor man gerne vil gå hos os. På den måde sikrer vi os, at Dansk Talentakademi er det rette sted for dem, der søger, fortæller Maria Hesselager, der samtidig understreger, at man altid er velkommen til at besøge talentakademiet, der holder til i det nybyggede campus midt i Holstebro.
Næste optagelsesfrist på Forfatterlinjen er 1. marts 2019 med start i august 2019. Du kan læse mere på www.talentakademi.dk.
Fantasy-forfatter Lene Dybdahl er underviser på workshoppen.