Optakt til Pride med LONERIDER på Holstebro Bibliotek

DTA-dansere optræder i forestilling om identitet og fællesskab

Som en del af Pride-ugen og Holstebros 750-års jubilæum opføres uddrag fra danseforestillingen LONERIDER i aften på Holstebro Bibliotek. Koreografen, Lucas Kruse Kristiansen, har for anden gang arbejdet sammen med de unge dansere fra Dansk Talentakademi om denne personlige forestilling, der udforsker menneskets søgen efter fællesskab og accept

Som optakt til Pride i Holstebro opfører unge dansere fra Dansk Talentakademi i aften kl. 19-20:30 uddrag fra danseforestillingen LONERIDER. Det er en forestilling, der bygger på spørgsmål om køn og identitet. Om at være alene, men om et dybt ønske om at finde et fællesskab, hvor man kan være sig selv. I aften kan man opleve uddrag fra forestillingen gratis på Holstebro Bibliotek.

“LONERIDER er en sammensmeltning af dans, fysik, følelser, ensomhed, fællesskab og har til formål at være indsigtsfuld i en verden, som ikke kun er sort – hvid. Den skal vise en verden, hvor farverne kan udfolde sig og forskellighed kan blive hyldet. Og så ville jeg vise den lærerige proces i identitetskriser og at lære, at man skal være lige den, som man vil være,” fortæller koreograf bag forestillingen, Lucas Kruse Kristiansen.

Efterfølgende inviteres publikum til en samtale om, hvordan kultur kan bidrage til debat om køn, krop, seksualitet og grænser. Arrangementet er en del af pride-ugen i Holstebro og Holstebros 750-års jubilæum.

Unge dansetalenter i en professionel produktion

For Lucas har det været naturligt at invitere nogle af danserne fra Dansk Talentakademi til at være med i LONERIDER- forestillingen. Han har selv undervist som gæstelærer på Dansk Talentakademi i flere år, og har før givet de unge dansere mulighed for at være en del af en professionel produktion som praktikanter.

Dette samarbejde blev en succes med forestillingen SUPER i 2023, og derfor ønskede han at gentage succesen med LONERIDER i år. Nu arbejder han sammen med tre dansere fra Dansk Talentakademis danselinje, Luis Jespper Fogh, Maria Berg Olsen og Paulina Marín, om at opsætte forestillingen.

”Det har været en meget god oplevelse at arbejde sammen med danserne. De har været gode til at hoppe med på vognen og både til selv at være medskabende men også adapte til mit bevægelsessprog, tanker og koncept. De er meget dygtige allerede, så det har været en fornøjelse også at se dem udvikle sig performativt og udtryksmæssigt og give dem et ekstra boost i deres rejse som dansere,” fortæller han.

En vigtig og personlig historie – ensomhed og identitet

Sidste år opførte Lucas og de tre elever fra Dansk Talentakademi forestillingen på Slagteriet i Holstebro. Nu har de fået mulighed for at opsætte LONERIDER igen – en mulighed med stor betydning holdet bag.

”Det endte med at blive en meget personlig forestilling, som på en eller anden måde formår at skildre dét at føle sig ensom med spørgsmål om sin egen identitet. Derfor er jeg meget stolt af igenAT få muligheden for at vise et uddrag af forestillingen. Vi føler, det er en vigtig samtale at blive ved med at have,” siger Lucas.

Denne opførelse af LONERIDER bliver en del af Pride-ugen, hvilket for Lucas ”bare giver rigtig god mening”.

“Forestillingen hylder netop diversitet og styrken ved at turde være den, man er. Det er derfor en perfekt kobling til Pride-ugen, og jeg håber, det kan bringe nye publikummer ind og åbne op for endnu flere samtaler.”

Eventet er sponsoreret af Vestforsyning.

Arrangører er Holstebro Pride, Holstebro Byjubilæum og Holstebro Bibliotek.

Læs mere her: LINK