CPH:DOX - instruktørbesøg for eleverne og filmvisninger:
Dansk Talentakademi og Huset for Kunst og Design viser film som en del af det lokale festivalprogram HOLSTEBRO:DOX
Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har indgået samarbejde med 9 kommuner rundt omkring i Danmark om at skabe minifestivaler rundt omkring i landet i oktober. I Holstebro vil der blive vist film fra festivalprogrammet hos Dansk Talentakademi og i Huset for Kunst og Design som en del af det officielle program for HOLSTEBRO:DOX.
Arrangementerne er en del af CPH:DOX's nye satsning om at være mere til stede i hele Danmark, og det er en kæmpe ære, at en af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler kommer til byen. Jeg har selv haft flere film med på festivalen, og betragter CPH:DOX som min anden familie, og ved hvor anerkendt den er når man rejser rundt i verden som dansker. Og for os hos Dansk Talentakademi er samarbejdet en del af den fremtidige satsning på filmområdet, som vi har store ambitioner med.
Sebastian Cordes, Kunstnerisk leder af Dansk Talentakademis Filmmiljø
CPH:DOX på skemaet hos Dansk Talentakademi
Vi glæder os til at vise de særligt udvalgte film fra CPH:DOX’ store festivalprogram til minifestivalen HOLSTEBRO:DOX, bl.a. en premiere på et helt nyt højaktuelt dokumentarisk lydværk om danske Afghanistan-krigsveteraner med titlen ‘KRIG – Hvem kan Skilles fra Fjenden Sin’.
Vores elever får mulighed for at opleve filmen ved en lukket visning hos Dansk Talentakademi tirsdag d. 5. oktober.
Instruktør og komponist Morten Svenstrup vil holde en talk og Q&A efter filmen.
Workshop for medlemmerne af Filmteamet
KRIG - HVEM KAN SKILLES FRA FJENDEN SIN
Dansk Talentakademi
(Lukket visning for elever)
5. oktober
KRIG, er en ambitiøs fortælling om de store konsekvenser, det har for danske soldater, at have været udsendt i krig. Publikum er vidne til et værk, der kommer helt ind under huden på to veteraner, for hvem det at komme hjem til Danmark, har været en mindst lige så stor udfordring, som selve udsendelsen.
KIM KANONARM OG REJSEN MOD VERDENSREKORDEN
Huset for Kunst og Design
11. oktober kl. 19:00
Kan Kim Kanonarm slå verdensrekorden og spille arkadespil i 100 timer uden pause? En dansk feelgood-film om venskaber, drømme og high scores.
CHILDREN OF THE ENEMY
Dansk Talentakademi
(Lukket visning for elever)
12. oktober
Én mands stædige kamp for at få sine syv svenske børnebørn ud af Al Hol-fangelejren i Syrien sætter en uforglemmelig fortælling ind i et brændende politisk dilemma.
Instruktøren Gorki Glaser-Müller vil give en virtuel Q&A bagefter.
Øvrige visninger i Holstebro:
THE GIG IS UP
Bag om den globale gig-økonomi i en film, hvor det nye app-proletariet af Uber-chauffører og cykelbude også selv tager ordet.
Holstebro Kunstmuseum
12. oktober kl. 19.30
THE HERO’S JOURNEY TO THE THIRD POLE – A BIPOLAR MUSICAL DOCUMENTARY WITH ELEPHANTS
Et umage islandsk par på rejse i Nepal i en herlig, tragikomisk og hjertevarm doku-musical om mental sundhed – og elefanter!
Holstebro Bibliotek
14. oktober