Dansk Talentakademi havde Kongen og Dronningen på besøg
Royalt besøg på Dansk Talentakademi
Det var en uforglemmelig dag for elever og ansatte, da Kong Frederik og Dronning Mary fredag den 11. oktober besøgte akademiet i forbindelse med Holstebros 750-års jubilæum. Det var et helt særligt besøg, hvor vi fik mulighed for at fortælle om Dansk Talentakademi og vise vores kreative miljø for unge talenter frem. Tusind tak for muligheden!
Fredag den 11. oktober havde vi den store ære at byde Kong Frederik og Dronning Mary velkommen på Dansk Talentakademi som en del af Holstebros 750-års jubilæum. Besøget markerede en vigtig dag for os, hvor Kongeparret fik et unikt indblik i det kreative og kunstneriske miljø, der præger vores akademi.
Det var med store forberedelser og med masser af sommerfugle i maverne, at både elever og ansatte bød Kongeparret velkomment. Vi er stolte over at have fået denne mulighed. Det var en fantastisk oplevelse, som vi er meget taknemmelige for at have delt sammen.
Under besøget mødte Kongeparret flere af eleverne, der fortalte om undervisningen, miljøet og fællesskabet på Dansk Talentakademi. Emil Nordentoft Møller, elev på kunst & designlinjen, bød Kongeparret velkommen ved at overrække dem en helt særlig buket med keramikblomster, han selv har lavet. Kongen og Dronningen oplevede også eleverne lave dramaøvelser og improvisere dans, og så var de oppe at se én af etagerne, hvor nogle af eleverne bor. De blev vist rundt af to elever, der bor på campus. Luis Jespper Fogh, der går på danselinjen, og Carla Kastrup, der går på musical & teaterlinjen. Eleverne snakkede med Kongeparret som viste stor interesse og nysgerrighed for Dansk Talentakademi. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre dag!
En stor tak til Holstebro Kommune for at gøre dette besøg muligt og til Kongeparret for at tage Dem tid til at lære vores akademi og unge talenter at kende.
Også en særlig tak til Benjamin Keller Sommerfeldt, elev på filmlinjen, for at fange øjeblikkene gennem linsen.