– Hvornår og hvordan opstod din interesse for kunsten?

Jeg ved ikke rigtig helt, hvornår min interesse for kunsten opstod. Men det kreative rum har altid været en stor del af mit liv, og er altid blevet udforsket indenfor mange forskellige felter. Hvor de store formater er noget, jeg altid har fundet meget naturligt, hvor jeg fra en tidlig alder har assisteret med produktion af kulisser til skoleteater.

Men jeg blev først gjort opmærksom på denne naturlige interesse for det kunstneriske felt i billedkunstundervisningen som valgfag i 8. klasse. Her blev jeg opslugt af denne verden og begyndte selv i højere grad at udtrykke mig gennem tegning et år, før jeg startede på K&D.

– Hvad har din tid på K&D betydet for din praksis?

Jeg startede på K&D i 9. klasse, og stedet har nu været en stor del af mit liv i næsten 5 år. Hurtigt efter min opstart lavede jeg et radikalt medieskift, og begyndte min fascination for det 3-dimentionelle rum og objekt. Stedet har givet mig et rum og en støtte til at udvikle mig og udfordre mig selv på samme tid med, at det har opfordret til denne ekstremt vigtige refleksion. Der har hjulpet mig med bedre at danne en forståelse for min praksis.

Men K&D har jo ikke kun været et rum for kunsten, men også et socialt rum, der har udviklet mig og har givet mig rigtig mange gode venner.

– Hvordan har K&D klædt dig på til at søge optagelse på en videregående kunstnerisk uddannelse?

Vi har på K&D i løbet af de seneste to år haft et forberedende forløb, der har henvendt sig til de af os, der har ønsket at søge om optagelse på f.eks. designskoler og kunstakademier. Hvor vi i samarbejde med Anna Margrethe og en tidligere elev, Mathilde Bjerre, i år blandt andet har holdt fælles kritikklasser, fælles snakke og individuelle snakke. Det har blandt andet hjulpet os med bedre at forstå processen og danne et sprog omkring vores praksis.

– Har du et godt råd til andre, der overvejer at søge ind?

Jeg vil opfordre jer til bare at give det et forsøg, selv om man måske ikke selv føler, at man kommer ind denne her gang. For om ikke andet så er det en rigtig lærerig proces, der udfordrer ens evner til at reflektere over ens kunst og sprogligøre det. For mig har det i løbet af de seneste år virkeligt været med til at fremme udviklingen af min praksis.

Det er hårdt arbejde at lave et godt porte folio, og man skal være forberedt på at give sig selv den nødvendige tid. Det er meget givende, Men man skal forvente, at det tager flere forsøg, før man kommer ind. Men når man så giver det et forsøg igen, er det meget nemmere og meget mere håndgribeligt.

Amalia har givet os lov til at dele uddrag fra ansøgningsteksten og -porte folie:

Jeg arbejder hovedsageligt med skulpturelle og installatoriske iscenesættelser, hvorigennem jeg undersøger den historiske krops materialitet. Jeg bruger fundne materialer og objekter såsom mannequinen og villavejsstakittet, hvis formsprog jeg bearbejder og bruger i fortolkningen af kroppen og dens stedfortrædere, ofte i kombination med organiske materialer såsom ler, voks og jord.

Jeg er inspireret af menneskets kropslige og mentale væren i en livscyklus, hvor bevidstheden omkring vores endeligt er et grundvilkår. Udgangspunktet for mig er der hvor kroppen i døden overgår fra at være et aktivt subjekt til at være et objekt, og hermed skiller sig fra dets ”menneskelige væren” for at indtræde i en ny økologi.

Denne interesse for den historiske krop, er noget jeg tidligt i livet har tilegnet mig på landets mange lokalhistoriske museer. Denne form for museale rum og billedsprog er en vigtig del af min proces, hvorfra jeg henter en kropslige og sanselige erfaringer, som jeg bruger i udførelsen af mine værker. I værket ” Shelter, Bearing I. At The Edge Of Its Existence” undersøger jeg hyttens historiske funktion, som en kropslig stedfortræder, og som en beholder for iscenesættelse af et menneskes endeligt. Udformningen er en hybrid mellem de simple danske gravbygninger opført over cirkelgrave og en transportabel gravhytte Tongkonanen brugt af den etniske gruppe Toraja med en svag indflydelse fra norske stavkirker.

Den historiske krop har for mig i sig selv en overvældende storhed over sig, og er en katalysator for sanselige og følelsesmæssige påvirkninger. Det nærmest fremmede formsprog og den rige materialitet, der dannes igennem tidens og omgivelsernes forandring af, og sammensmeltning med kroppen som materiale er en helt grundlæggende fascination for mig, samt de fysiske spor, afkast eller mærker kroppen efterlader i omgivelserne både i livet og i døden. I værket ”Stages Of Existence, Eternity And Its Limits” bruger jeg hovedet kendt fra figurer, klassiske portrætter, buster, men vigtigst af alt fra dødsmasken som fænomen. Hvor et øjebliksbillede af en forgængelighedsproces eller et formmæssigt stadie portrætteres og fastgøres, ved brug af et andet materiale. Her udforsker jeg formsprogets og materialets potentiale, samt dets kobling til en kropslig forgængelighedsproces.