Internationalt boost af dansen i Holstebro med underviser fra Barcelona

Fra Barcelona til Holstebro – dansen som fælles sprog

Danser og koreograf Marc Lapuerta Lizana har undervist eleverne på Dansk Talentakademi med en legende og undersøgende tilgang til dans. Med støtte fra Færchfonden er han en del af et internationalt løft af dansen i Holstebro

“Det har været fantastisk. Man kan mærke, at eleverne elsker at danse. De vil gerne være der. De vil lære og forstå. Det er en fornøjelse at arbejde med mennesker som dem.”

Sådan beskriver den spanske danser og koreograf Marc Lapuerta Lizana sit forløb som huskunstner på Dansk Talentakademis danselinje – og på musical & teaterlinjen – hvor han gennem flere uger har undervist, skabt en koreografisk forestilling og delt ud af sin store erfaring.

Marc er født og opvokset i Barcelona og har danset, så længe han kan huske. Allerede som lille begyndte han at bevæge sig til musikken i storesøsterens dansestudie. Som seksårig begyndte han officielt til dans – først moderne og ballet, siden konkurrence i ballroom dance. Senere kom både hiphop og samtidsdans til, og de seneste ti år har han arbejdet som freelancedanser, underviser og koreograf.

Hans tilgang til dansen er legende, eksperimenterende og åben:

“Jeg blander mange forskellige energier og stilarter. Jeg prøver at finde min egen måde. Ikke én bestemt stil, men en kombination af idéer om, hvad dans er. Hvordan man bruger kroppen, musikken og formidler det til publikum, så de mærker, hvad jeg giver dem.”

Det startede med et Instagram-opslag

At Marc Lapuerta Lizana nu har undervist i Holstebro, skyldes ikke mindst et tilfældigt møde og lidt Instagram-magi. Leder af danselinjen, Lene Bonde, opdagede Marc via en video, mens hun var i Barcelona, og hun dukkede op til en af hans klasser. De holdt kontakt, og da danselinjen på Dansk Talentakademi havde inviteret til et open call til huskunstnere, søgte Marc. Blandt mange ansøgninger fra hele verden, fra Mexico, Indien og Europa, blev Marc valgt som huskunstner på akademiet.

I løbet af sit ophold har han både undervist danselinjen og musical- og teaterlinjen:

“Jeg har arbejdet med grundprincipperne i min egen bevægelse og delt dem med eleverne for at se, hvad de kunne bruge. Mens jeg var huskunstner på Dansk Talentakademi lavede jeg en koreografi, der fokuserede på, hvordan man lader bevægelse flyde gennem kroppen og lytter til musik og koreograf – men også om at føle sig tryg i sin egen krop og finde sin egen bevægelse. Ikke bare at gentage koreografi, men forstå, hvorfor man bevæger sig. Det handler ikke om at kopiere en form, men om at få bevægelsen til at ske.”

Marc skabte koreografien HAPPY BAD DAY, som gav de unge dansere mulighed for at udforske deres sceniske udtryk og få nye erfaringer inden for duet-arbejde. Stykket åbnede med en smuk solo fremført af Sibille Fløe Hestbjerg fra 3. årgang, der dansede rollen som fødselaren. Herfra udviklede stykket sig med inspiration fra fødselsdagslege til et festligt, energifyldt full-on party moment.

Musikken til koreografienblev skabt i tæt samarbejde med elever fra produktionslinjen på MGK i Holstebro. Tre elever havde forberedt musikken inden Marcs ankomst, og sammen færdiggjorde de et mere end ti minutter langt lydværk, mens han var i byen. Resultatet blev en koreografi, hvor dans og lyd smelter sammen i ét sanseligt univers.

HAPPY BAD DAY blev en del af danselinjens store årlige forestilling GLIMT, som i januar 2025 spillede for udsolgte sale på BORA BORA i Aarhus. Forestillingen inviterede publikum ind i festens pulserende univers og blev til i tæt samarbejde mellem danserne, koreografer, MGK-elever og kunst & designelever fra Dansk Talentakademi.

Læs mere om GLIMT på BORA BORAs hjemmeside: bora-bora.dk/forestillinger/glimt-dtadans

Et internationalt boost – med støtte fra Færchfonden

Marcs ophold er en del af et større projekt, hvor Dansk Talentakademi med støtte fra Færchfonden arbejder for at give danselinjen et internationalt boost. Målet er at styrke talentudviklingen gennem udveksling, huskunstnere fra hele verden og samarbejde med internationale institutioner.

Færchfondens støtte gør det muligt at invitere huskunstnere som Marc – og samtidig åbne nye muligheder for eleverne: både i form af udenlandske praktikophold og ved at invitere udvekslingsstuderende til Holstebro.

Et råd til eleverne

Marc afslutter med et råd til de unge kunstnere:

“Bliv ved med at arbejde. Forstå, hvad bevægelserne siger til dig, og hvad de gør ved din krop. Reflektér over, hvad du lærer – og hvorfor. Hvis noget ikke virker, så find en anden vej. Bliv ved med at opføre dig som studerende, også når du bliver professionel. Bliv ved med at lære nyt. Det er sådan, du holder din karriere spændende”.

Vil du høre mere om forløbet? Se et video-interview med Marc, hvor han fortæller om processen. Se videoen her.

OM FÆRCH FONDEN

Færchfonden er en erhvervsdrivende fond, der blev stiftet i 1984 af Kirsten og Jørgen Færch. Fonden understøtter Nordvestjyllands foretagsomhed, vækst og tiltrækningskraft gennem udvikling af iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse. Læs mere her: https://faerchfonden.dk/

OM DANSK TALENTAKADEMI

Dansk Talentakademi er en kunstskole i Holstebro for kreative unge fra 16 til 25 år, der har lyst til at dyrke og udvikle deres kunstneriske udtryk. Her kan de vælge mellem linjerne dans, forfatter, film, musical & teater og kunst & design. På Dansk Talentakademi får de rammerne til at udfolde deres talent, bruge deres nysgerrighed og blive klogere på deres egen og andres kunstformer.