Rikke er blevet optaget på TV- og medietilrettelæggelse i København
Med ’Little Women’ turde Rikke drømme stort. Nu fortæller hun historier med sine egne film
Rikke Madsen er 21 år gammel og flyttede sidste år til Holstebro fra Lyne i Vestjylland for at dyrke sin interesse for at skabe film på Dansk Talentakademis filmlinje. Nu er hun lige dimitteret fra akademiet – og er blevet optaget på TV og Medietilrettelægger uddannelsen i København
Lige siden Rikke Madsen var barn har hun elsket at se film og serier. I dag skriver hun manuskripter, klipper film og samarbejder med mange forskellige kunstnere og branchefolk. Hun startede på Dansk Talentakademis filmlinje i august 2023, hvor hun siden har skabt film andre unge filmtalenter og været en del af filmmiljøet i Holstebro. Hun er netop dimitteret og klar til at starte på TV og Medietilrettelægger-uddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i København.
”Det er historiefortællingen ved film, jeg synes, er fascinerende. Og så kan jeg godt lide, at det er en kunstform, hvor man kan arbejde kreativt sammen med andre. Jeg er glad for gruppe- og projektarbejde, og det er virkeligt også et samarbejde, når man skaber film,” fortæller hun.
Rikke har også udnyttet sine samarbejdsevner, da hun i marts måned var med til at rykke CPH:DOX til Holstebro. Det var anden gang HOLSTEBRO:DOX løb af stablen med visninger af nogle af årets bedste nye dokumentarfilm rundt på forskellige lokationer i byen.
”Det er fedt, at vi på en måde bliver presset lidt ud i at gøre ting, man ellers måske ikke ville gøre. Blive kastet lidt på dybt vand og få nogle helt nye kompetencer. For mig er det noget, jeg lærer vildt meget af. For eksempel ikke at være bange for at tale med folk og tage initiativ,” siger Rikke.
Det er dog ikke helt nyt for Rikke at arbejde sammen med det professionelle filmmiljø. Det er nemlig en stor del af DNA’et på filmlinjen på Dansk Talentakademi. Hun har før haft forløb med lokale og nationale filmaktører som fx Aarhus Filmværksted, Dokumentarfilmskolen Doktrin og Den Vestdanske Filmpulje.
En film satte skub i drømmene
Rikke er vokset op i Lyne med sin familie. Hun gik til gymnastik og så har hun altid være meget kreativ. På gymnasiet var hendes yndlings-dag på ugen dén dag, hvor de skulle have mediefag. Men hun havde faktisk aldrig troet, at det var en mulighed for hende at gå den kreative vej med sin karriere.
Da hun i sit sabbatår så filmen ”Little Women” fik hun pludseligt lysten og modet til at gå i retning af en kreativ filmkarriere. Hun søgte ind og gik på Filmhøjskolen på Møn og efterfølgende på Dansk Talentakademis filmlinje.
”Filmen satte sig bare virkeligt i mit hoved. Den handler jo om en række kvinder, som drømmer stort. Det føltes lidt som et tegn. Der er jo mennesker, der arbejder kreativt. Nogle lykkes med det. Og der er jo faktisk mange mennesker, der arbejder i filmbranchen. Så hvorfor kunne det ikke være mig?” siger hun.
På filmlinjen på Dansk Talentakademi kom Rikke ind i et kreativt fællesskab med andre, som havde den samme interesse. Samtidigt har hun arbejdet sammen med unge talenter fra de andre linjer på linjen. For eksempel er de vant til at arbejde sammen med elever fra musical & teaterlinjen, der ofte fungerer som skuespillere i deres film.
”Man får virkeligt et bredt netværk. Og så er det inspirerende med inputs fra elever fra de andre linjer, som interesserer sig for andre kunstformer. Det udvider ens perspektiv,” fortæller Rikke.
At blive set på som en spirende kunstnere
På filmlinjen arbejder eleverne ofte selvstændigt med deres egne projekter, med støtte og vejledning af underviseren. De har på den måde mulighed for at gå deres egne veje med filmkunsten og afprøve forskellige genrer og stilarter.
”Jeg føler ikke, at vi bliver set på som elever, men måske mere som spirende kunstnere. Der er ikke et bestemt facit, vi arbejder os hen mod, men vi bliver virkeligt taget seriøst. Og så undersøger underviseren, hvordan vi bedst kan blive vejledt til at komme det sted hen, som vi ønsker. Den proces lærer jeg rigtig meget af. Det er rart med tilliden og med friheden til at gøre det på den måde, man har lyst til,” forklarer hun.
Rikke gik på Dansk Talentakademi, mens hun arbejdede på caféen Cafe Care i Holstebro. Hun boede i en lejlighed, som var tilknyttet akademiet sammen med to elever fra danselinjen. Hun vil til enhver tid anbefale andre kreative unge at søge ind på skolen, selvom hun selv synes det var svært at tage springet og få skrevet ansøgningen.
”Jeg tænkte, ’det er nok ikke mig’. ’Måske er jeg ikke god nok?’ Jeg tror, der er virkeligt mange, der afskriver rigtig mange muligheder på grund af det. Men hvorfor ikke bare gøre det? Hvad har du at miste? Uanset hvad er det en god erfaring at prøve at søge. Bare spring ud i det!”
Fra Dansk Talentakademi til TV- og Medietilrettelæggelse
Nu er Rikke blevet optaget på TV- og Medietilrettelæggelse, som er en professionsbachelor hos Danmarks Medie og Journalisthøjskole i København. En uddannelse der åbner mange døre, hvis man gerne vil arbejde professionelt med tv og film.
”Jeg glæder mig helt vildt meget til at starte, men er også en smule nervøs. For tanken om, at man måske ikke er helt lige så god som de andre, vil nok altid sidde lidt i mig. Da jeg modtog svar om, at jeg var kommet ind, var jeg så overrasket, at jeg flere gange måtte ind og tjekke at jeg ikke havde læst forkert,” fortæller Rikke.
Rikke er særligt blevet bedre til det filmtekniske arbejde, mens hun har gået på Dansk Talentakademi. Derudover fremhæver hun, at hun er blevet trænet i at række ud efter folk, give og modtage feedback og arbejde sammen med andre faggrupper. Det er alle styrker, som er vigtige for arbejdet med film – og som hun vil tage med sig på uddannelsen.
I ansøgningsprocessen fik hun hjælp og vejledning af underviseren Sebastian Cordes på filmlinjen. Det gav en ro og tryghed, der gjorde Rikke mere tilpas i processen. Nu er hun i gang med at flytte til København og klar til at starte på uddannelsen, som åbner døre til mange af de drømme, hun går rundt med.
”Jeg har mange forskellige drømme. Det er måske derfor denne uddannelse passer godt til mig. Jeg håber på at kunne blive ved med at være nysgerrig, undersøgende og formidlende via det audiovisuelle sprog, som jeg er i gang med at lære”
Læs om Rikkes arbejde med HOLSTEBRO:DOX her
———————————————————————————————————
Vil du også gå på Dansk Talentakademis filmlinje? Få ledige pladser!
Hvis du også er interesseret i at arbejde med film og indgå i et kreativt fællesskab med andre, så har du stadigvæk mulighed for at få en plads på Dansk Talentakademis filmlinje. Du skal blot være mellem 16 og 25 år gammel og have lyst til at fordybe dig i at skabe film sammen med andre. Du kan både læse på Dansk Talentakademi mens du går på en ungdomsuddannelsen, har job eller sabbatår – og du kan bo på campus eller selv finde et andet sted at bo i nærheden. Læs mere om filmlinjen her
Der er få ledige pladser tilbage med opstart nu. Skriv til kontor@talentakademi.dk eller ring til 69154480, hvis du er interesseret.