Generationer - Transformationer: Udstillingsperiode: 10.07 - 16.08. 2020
8 tidligere elever fra Kunst og Designlinjen udstiller værker i gruppeudstilling
Med titlen Generationer - Transformationer, kan Huset for Kunst og Design præsentere en gruppeudstilling, som hylder den kreativitet, der til dagligt udfolder sig på husets Kunst & Designlinje. I august i år er det 15 år siden, der startede en kunstskole i huset. De 8 udstillende kunstnere er alle tidligere elever på Kunst og Designlinjen.
Udstillingen Generationer – Transformationer har taget titel efter Holstebro Festuge, der skulle have fundet sted i sommeren 2020. Desværre blev festugen pga. Corona-situationen udskudt til 2021, men det kunne heldigvis lade sig gøre at holde fast i den gode titel og planlagte udstilling i Huset for Kunst og Design og samtidig fejre 15-års jubilæet for Kunst og Designlinjen.
Udstillingen viser værker fra 8 tidligere elever og nu praktiserende kunstnere, som spænder vidt generationsmæssigt. Fra Jens Ardal som var den allerførste elev, der tilmeldte sig skolen i 2005 til Mads Hyldgaard Nielsen som den seneste, der var elev hos os i 2016.
Alle 8 kunstnere er efter deres tid på Kunst og Designlinjen blevet optaget på videregående, kreative uddannelser i ind- og udland og har fået stor succes med deres praksis. Deres tid på Kunst og Designlinjen har måske været den første spæde start til deres egen kunstneriske karriere og det, som siden hen har ført dem videre ud i verden i hver deres retning.
Udstillingen er kurateret af billedkunstner og kurator Anna Bak, som præsenterer Generationer – Transformationer sådan:
“Udstillingens titel afspejler således også, hvordan forskellige generationer med udgangspunkt i samme sted, kan transformeres til vidt forskellige personlige interesser og individuelle praksisser. Udstillingen præsenterer dermed både et bredt udsnit af forskellige kunstneriske medier; skulptur, maleri, video, fotografi og tekstil-værker, desuden en vifte af meget forskellige tematikker. Med denne udstilling kan vi stolt vise hvad talentudviklingen her i Holstebro har båret med sig og fejre 15-års jubilæet for skolen og Huset som kreativt miljø.”
Til åbningsfesten fredag d. 10. juli kunne man møde kunstnerne og der var tale ved Dansk Talentakademis leder, Søren Taaning, som har været med til drive Kunst & Designlinjen, siden dens start i 2005.
De deltagende kunstnere er:
Mads Hyldgaard Nielsen
Mathias Dyhr
Ida Hy
Anne-Sofie Overgaard
Jakob Kudsk Steensen
Mathilde Bjerre
Jens Ardal & Morten Kromann
Fotos: Jonas Søgaard/Søgaardfilm og Jakob Kudsk Steensen
Mads Hyldgaard Nielsen (f. 1997, Lemvig) bor og arbejder i København. Han var elev på Kunst og Designlinjen fra 2014 til 2016. Han er uddannet BFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, (2019) hvor han påbegynder sin MFA i efteråret 2020.
Mads arbejder både med video, fotografi, skulptur,tegning, tekst og performance. I sin praksis udforsker og opbygger han et billedsprog, der kerer sig om det sentimentale, det affektive, – om erotik og intimitet, og igennem en poetisk sensibilitet gør han brug af et vokabular der henter referencer i bl.a. hellenistisk skulptur, popsange, renæssancemalerier, og pornografi.
Til udstillingen på Huset for Kunst og Design har Mads Hyldgaard Nielsen skabt et fotografisk værk, der genoptager greb og metoder fra nogle af de værker han lavede, da han var elev på Kunst og Designlinjen og som han i sin tid brugte til sin optagelsesansøgning til Kunstakademiet.
Mathias Dyhr (f. 1991) gik på Kunst & Designlinjen fra 2008 til 2010, på daværende tidspunkt kaldet Billedkunstnerisk Grundkursus. Dyhr er sidenhen uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Sammen med Mathias Toubro har han i en årrække stået bag kunstnerduoen Mathias & Mathias, som på det seneste har udstillet på OVERGADEN – Institut for Samtidskunst (Kære, 2018), Tranen og HEART – Museum of Contemporary Art, Herning (Artie, 2017). Blandt hædersbevisninger kan nævnes Elly Dalsgaards Mindelegat og Niels Wessel Bagges Kunstfonds Legat. I 2016 debuterede Dyhr desuden som forfatter med bogen ‘Skitse til en monografi’ på forlaget Roulette Russe – en kunstbog, der befinder sig i grænselandet mellem autofiktion og kunstkritik.
I forbindelse med udstillingen Generationer – Transformationer på Huset for Kunst & Design præsenterer Mathias Dyhr værket ‘Happy Easter’, som er et nyere skitsearbejde til ‘Kunstteater’. Kunstteater er et nystartet arbejdsfællesskab for tværdisciplinære kunstneriske produktioner, som blev stiftet af Mathias Dyhr i 2018 under hans artist-in-residence hos Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret i Holstebro. Mathias Dyhr driver i dag Kunstteater sammen med forfatter Maria Hesselager. Kunstteater er i øjeblikket aktuel med udstillingen og serieforestillingen Alle i Husene på Holstebro Kunstmuseum, som er en fortælling i seks episoder om den lille fiktive by Husene og dens indbyggere, som går en krisetid i møde. Oplysninger om tidspunkter for forestillingerne kan findes på Holstebro Kunstmuseums hjemmeside: www.holstebrokunstmuseum.dk.
IDA HY (f. 1989) gik på Kunst og Designlinjen (tidligere BGK – Billedkunstnerisk grundkursus) fra 2011 til 2012. Hun har en Bachelor fra det Kgl. Danske Kunstakademi i København 2020. HY har desuden studeret på Repin Academy of Fine Arts i St. Petersburg, samt The Drawing Academy i Viborg.
Til udstillingen Generationer – Transformationer, har Ida Hy skabt værket “Silly Daisies”. Værket består af to relieffer støbt i plastik og malet med akryl airbrush. Begge tager de form som to store blomster. Fælles for HYs værker er ofte en leg med skala og ændringer i de omgivelser, vi er vant til at bevæge os i. Hun arbejder med hyper-syntetiske genskabninger og imitation som tema, hvor materialitet og tekstur er et særligt fokus, der taler til sanserne.
Anne-Sofie Overgaard (f. 1990) var elev på Kunst og Designlinjen i Holstebro i 2011. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016. Anne-Sofie bor og arbejder i Aarhus, og har siden sin afgang udstillet både internationalt og nationalt. Hun har udstillet på bl.a. Horse & Pony, DE, Celsius Projects, SE, Galleri BOA, NO, Kunsthal Aarhus, DK, Skovsnogen, DK, Den Frie, DK. Anne-Sofie har modtaget legater fra bl.a Akademiraadet, Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, Jens Ejnar & Johanne Larsens fond til støtte af unge bildende kunstnere, samt CCA Andratx-prisen på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2015.
Anne-Sofie Overgaard arbejder i sin kunstneriske praksis med et tekstilt udtryk, oftest i form af vævning, installation og digital grafik. Hun udforsker spændingsfeltet mellem samtidskunst og tekstil håndværk i en vekselvirkning mellem fysisk materialitet og mere immaterielle digitale processer som programmering og 3D-modellering.
Til udstillingen Generationer – Transformationer har Overgaard skabt et nyt værk med titlen; ‘Væven er en tidsmaskine’. Værket består af en ca. 4,5 m x 1,6 m lang vævning, som Anne-Sofie har vævet på en stor skaftevæv og derefter monteret på en metalkonstruktion. Værket tager udgangspunkt i det maskinelle og industrielle, som væven på mange måder forbindes med, men drager samtidig også referencer til væven som et ældgammelt redskab forbundet med mytologi.
Jakob Kudsk Steensen (f. 1987) er uddannet fra Central St. Martins, School of Fine Art, London i 2013. Han var elev på BGK/ Kunst&Designlinjen i Holstebro i 2006 til 2007. Steensen har de seneste år haft stor succes og udstillet flere prominente steder i ind- og udland, blandt andet på Venedig Biennalen, Serpentine Galleries, PinchukArtCentre, MATADERO Madrid, Tranen Center for Contemporary Art, Pylon-Hub, SXSW, BRIC Brooklyn, den 5. Trondheim Biennale for kunst og teknologi, Carnegie Museum of Art, MAXXI Rom, FRIEZE London og Ok Corral, Kbh. Kunstneren har også modtaget adskillige anerkendende priser, her i blandt; Serpentine Galleries ‘Augmented Architecture Commission, listet til Future Generation Art Prize 2019, Lumen kunstpris, Telly Awards og modtog i 2020 desuden det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Steensen er i øjeblikket på et tildelt artist-in-residency ophold hos Luma Arles Foundation i Frankrig, men bor ellers til dagligt i New York.
Jakob Kudsk Steensen er optaget af, hvordan fantasi, teknologi og økologi flettes sammen. I en praksis der bygger på feltarbejde og samarbejder, udvikler Steensen fordybende installationer ofte som video eller VR oplevelser af digitale verdener, der inviterer besøgende ind i nye økologiske realiteter.
Til udstillingen Generationer – Transformationer viser Steensen værket; ‘AQUAPHOBIA’. I værket bruger Steensen VR til at forbinde indre psykologiske landskaber med ydre økosystemer. Arbejdet er inspireret af psykologiske undersøgelser af behandlinger mod vandfobi, som en indgangsvinkel til at italesætte vores angste forhold til fremtidige klimaforandringer og stigende vandniveauer.
Mathilde Bjerre (f. 1992, Holstebro) er tidligere studerende på Kunst og Designlinjen i perioden 2009 til 2012. Bjerre tog sin Master of Fine Art fra det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler (2019). Hun har organiseret og undervist i en biblioteksturnerende computerklub og har blandt andet lavet pop-up solo-udstillingerne; ’Optegnelser fra et kanin hul’ og ’Chasing my straw and picking up a fight’ i København.
‘Gateway’ er titlen på Bjerres installation på udstillingen Generationer – Transformationer. Bjerre arbejder i sin praksis med handlingen som metode. Handlingen kan være en poetisk gestus og en aktivistisk reaktion. Hendes værker behandler ofte spørgsmål om menneskers vilkår og de magtstrukturer, der er med til at definere samfund og de sociale retningslinjer. Installationen ‘Gateway’ fungerer i 4 akter, der fordeler sig i Huset for Kunst og Design. De 4 akter arbejder sig ned i den konkrete by-afvikling, der er sket omkring Huset for Kunst og Design. Bjerres værker er både et nostalgisk tilbageblik og et kritisk perspektiv på profilen af folkeskolerne i Holstebro og deres brug af PALS (positiv adfærd i læring og samspil).
Jens Ardal (f. 1986) og Morten Kromann (f. 1985), bor og arbejder begge i Holstebro. Jens Ardal er uddannet fra Oslo National Academy of the Arts (2012) og Morten Kromann fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (2014). Jens Ardal var elev på Kunst & Designlinjen (Billedkunstnerisk Grundkursus) i 2005 til 2008, og Morten Kromann i 2008 til 2009. Sammen har de udstillet flere steder i ind- og udland, blandt andet på Nordkraft i Aalborg, i Ormston House i Irland, Museet for Samtidskunst i Roskilde, på Kunstforeningen GL. STRAND i København og på Holstebro Kunstmuseum. De modtog i 2014 Kultursamarbejdets KulturVækst Pris for deres kunstneriske arbejde i region Midtjylland. Desuden vandt de også den internationale EXTRACT Young Art Prize, for deres udstilling på Kunstforeningen GL. STRAND i 2014.
Til udstillingen Generationer – Transformationer viser Jens og Morten værket Agora Fig. 2.1. Værket er en ny iscenesættelse af det tidligere Agora værk. Denne del af Agoraen, udspringer i et ønske om at forstå de strukturer og komplekse bureaukratiske processer, der hersker i byplanlægning og udvikling eller mangel på samme. En industriel metal struktur og et transportbånd udgør skelettet på skulpturen, der som et kosmisk skue er dækket af en humus, bestående af jord, murbrokker, lokale og invasive muslinger.
I forlængelse af udstillingen har Jens og Morten arbejdet med at digitalisere de nuværende Kunst og Design elevers fysiske værker. Et udsnit fra denne workshop vil være tilstede som et ekstra kommentarspor i konteksten af udstillingens tema på Huset for Kunst og Design.
Mere info
Udstillingsperiode:
10.07. - 16.08. 2020
Altid gratis adgang
HUSET FOR KUNST OG DESIGN
Nørrebrogade 1
7500 Holstebro
Åbningstider:
Fredag, lørdag og søndag
kl. 12.00 - 16.00
Læs mere:
www.hfkd.dk
Udstillingerne er støttet af:
- Dansk Talentakademi
- Statens Kunstfond
- Det Obelske Familiefond
- Færch Fonden
- Holstebro Kommune