Da mine forældre mødtes, i sommernatten under den skyfri himmel var de noget så glade for livet og endnu gladere for hinanden… De blev gift – blev forældre – men så efter et par år, var det som om de gik hen og blev lidt for gift. På et tidspunkt blev de enige om, at de nok hellere måtte lade sig skille. Men mig – mig – var der ingen af dem, der sådan umiddelbart havde lyst til at skille sig af med – eller måske var det i virkeligheden bare det de ville. I den sidste ende var det jo ikke kun dem der blev skilt. Jeg blev også skilt. De delte mig op i to, i deres egne små bitte portioner. De skilte mig fuldstændig ad, og tog så hver især de dele af mig som de helst ville have. Problemet var bare, at de dele der så var tilbage til mig – var de dele som begge mine forældre har kasseret. Mit had – min utilstrækkelighed – min skyldfølelse – mit mindreværd og min sommerforkølelse. Jeg prøve forgæves at få afsat nogen af de ting, men det ville de slet ikke høre tale om. Så der stod jeg, med de sørgelige rester af det, som før havde været en frisk og glad pige fra Holstebro. Men som nu var blevet en ligeglad og temmelig trist pige fra stenbroen. Far var første vælger og han tog mit vinderinstinkt. Det vinderinstinkt, der ellers havde været en af mine allerbedste sider. Ifølge min far i hvert fald – men – det var jo nok også derfor han valgte at snuppe lige netop det. Så var det mors tur, hun tog al min omsorg og delte den ud til højre og til venstre. Min kærlighed delte de over i to lige store stykker, men det var som om der var gået en lille flig tabt i kampens hede. En lille flig af min kærlighed, som forsvandt ud i evigheden. Nu går jeg hele tiden bare og håber og venter på, at nogle af disse ting, en dag – på en eller anden mirakuløs vis – skal finde tilbage til mig… Og jeg venter stadig… 

2) En på kassen: 

Det startede med, at jeg stak ham en på kassen… jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det… Det var slet ikke med

vilje, lige pludselig gjorde jeg det bare… stak ham en… Jeg sagde undskyld, undskyld, undskyld… undskyld…

Jeg sagde det ti tusind gange. Jeg sagde, jeg gør det aldrig mere. Tre uger senere skete det igen. Jeg

smækkede ham en… og jeg er slet ikke sådan en, der slår… Jeg har aldrig slået nogen før… Hans øje blev

helt ophovnet, hævet og rødt… nærmest lilla. Total ulækkert… For ikke så længe siden gjorde jeg det igen…

jeg gav ham en knytnæve lige i maven… Jeg slog luften totalt ud af ham, jeg slog ham sgu i gulvet. Jeg kan

bare ikke styre mig. Jeg kan bare ikke… jeg mister mig selv og kontrollen. Pludselig bliver jeg bare så

rasende… at jeg får lyst til at slå ham ihjel, eller brække hans næse… bare vride den rundt sådan… Jeg har

ikke fortalt det til nogen. Det har han heller ikke  
… 

Det er bare, når jeg bliver vred, så kan jeg simpelthen ikke holde det tilbage… og hvorfor slåer han ikke

igen? Han skulle stoppe mig. Hvorfor stopper du mig ikke? Hvorfor stopper han mig ikke. Det er jo ham der

er manden… det er jo ham der skulle være manden… Han er jo totalt ynkelig… Totalt ynkelig… ynkelig.

Svagpisser. Bløddyr…  

Hvad regner han med? Idiot! Han skal da ikke lade mig slå ham. Det skal han da ikke! Jeg er da ikke sådan

en kælling der slår. Han skal sgu da stoppe mig! Jeg vil have en mand, der kan stoppe mig, han skal sgu da

stoppe mig! Du skal Stop mig, stop mig, stop mig, stop mig, stop mig, stop mig , stoooooooppp miiiigg.  

3)Undskyld – scene 11 – ude at skide 

Der er aldrig nogen der opdager, når jeg er ude at skide. Jeg gør også altid det først, at jeg sørger for at sige: ”Jeg går lige ud og tisser.”  Når jeg så kommer ud på toilettet, så tænder jeg for vandet. Ikke så det fosser ud, men bare så den laver sådan en lille rislende lyd… Så forer jeg toiletkummen med toilet papir – og sætter mig.  

Så gør jeg rent teknisk det, at jeg læner mig fremad samtidig kan jeg lige nå at tage noget toiletpapir i højre hånd. Og så presser jeg og presser og presser og når jeg så kan mærke at der er noget på vej ud, så tager jeg i en bevægelse og svinger min højre hånd rundt og ind under numsen. Og så er jeg klar, så giver jeg det sidste og afgørende pres og så tager jeg med hånden imod pøllen eller pøllerne. Og så placere jeg dem derefter – gelinde – og lydløst – nærmest elegant ned i kummen. Sådan… 

Hvis jeg så kan mærke at der en prut på vej. Pis der er en prut på vej!!! Så må jeg holde hovedet koldt og handle hurtigt. I en fart tager jeg toiletpapiret i venstre hånd og propper det op i numsehullet lige med et par fingre. Så udgør fingrene med papir tilsammen ligesom en prop med ventil, så man bare hører en lille sivende lyd i stedet for et kæmpe afslørende brag. Her arbejder mit røvhul og jeg virkelig tæt sammen Så langt så godt. Her kommer lyden, syyyyyyyh.  

Jeg har stadig tid – alt det her har kun taget ca. 30-40 sek. Alligevel kører jeg op i tempo. Jeg tager en masse papir, tørrer mig, rejser mig – og trækker ud.  

Hvis der så mod al forventning skulle lugte af lort… puha her lugter af lort!… Ja så laver jeg nogle hurtige vilde og lydløse bevægelser… Checker… Perfekt!  
Så samler jeg mig sammen og er klar til afgang. Og så er jeg 99,9% sikker på at der ikke er nogen der har opdaget, at jeg har været ude og lave lort.  
 

4)Hvid stolthed af Andreas Garfirls  

Da jeg var 12, begyndte pigerne i min klasse at tale om, hvem der havde kysset hvem, og hvad den og den bluse havde kostet. Jeg prøvede, men jeg kunne simpelthen ikke fascineres af det. I 8. klasse mødte jeg Hans på elevrådstur. Han inviterede mig til koncert i ungdomshuset. Jeg sagde til mine forældre, jeg sov hos en veninde. De fulgte så lidt med, de ikke vidste, jeg ikke havde nogen. Jeg kan ikke huske koncerten. Men jeg kan huske lydene. Lugten af øl og cigaretter. Og mit første hiv af en chillum. Jeg kan huske, jeg prøvede at kysse Hans, og jeg begyndte at græde, da han sagde nej. Så begyndte vi at grine. Snakke. Der var folk med fuldskæg, på 20, 25 og ingen havde nogen problemer med, jeg var fjorten. Jeg kan huske, jeg for første gang nogen sinde følte, noget jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve men… jeg følte, jeg var kommet hjem. I det hus lærte jeg at ryge, drikke, høre musik, møde mennesker, snakke, tale, lytte. Jeg lærte at kysse, knalde, elske, sætte pris på andres meninger. Jeg lærte at gro, lærte om verden, værdien af venskab, visioner og respekt. Da det blev revet ned, så min far det som noget positivt. Han fortalte mig, at da han var ung, var han også fuld af vrede og idealisme. At han var lige så forurettet, lige så naiv. Men nu var det på tide, jeg begyndte at studere, arbejde. At blive moden, tage ansvar og del i samfundet. Han smilede og sagde, det var på tide, jeg blev voksen. Det var første gang, jeg havde lyst til at slå en, uden vedkommende havde slået først.